TV 2 Alletiders Juleshow
TV 2 og Sønderjyllands Symfoniorkester gentager succesen fra sidste år og byder ind til endnu et TV 2 Alletiders Juleshow i Alsion. Koncerterne finder sted i Koncertsalen Alsion, tirsdag 24. november kl. 17.30 og 20.30.
TV2 Alletiders Juleshow bliver traditionen tro sendt på TV 2 og TV 2 Play i juledagene og er kendt for at præsentere et stjernespækket line up, sidste år med navne som Christopher, Poul Krebs, Signe Svendsen, Andrea Lykke, Peter Sommer og Amalie Dollerup. Med hundredtusindvis af seere landet over bliver det også en markering af Sønderborg som en by, der bejler om rollen som kulturelt fyrtårn.
Billetterne sættes til salg 17. juni kl. 10.00 via Sønderjyllands Symfoniorkesters hjemmeside, og sidste år var der rift om billetterne, så det gælder om at være klar ved computeren.
Det bliver et festfyrværkeri af et juleshow – med lys, liv og julestemning for hele familien. Og det hele bliver sendt ud til hele Danmark.
På grund af uafklarede produktionstekniske forhold er en del pladser pt. ikke sat i salg. Der vil kommer yderligere billetter i salg i løbet af efteråret.
Foto: Lasse Lagoni / TV 2