Det bliver en smuk aften med følelserne uden på tøjet, når Sønderjyllands Symfoniorkester i samarbejde med fire dygtige solister, og Filharmonisk Kor under ledelse af chefdirigent Johannes Wildner opfører Antonín Dvoráks smukke værk Stabat Mater. Dvorák skrev musikken til den ældgamle latinske tekst, omhandlende den sørgende Jesu moder, i en dyb sorgperiode, hvor han selv havde mistet sin kun to dage gamle datter Josefa. Antonín Dvoráks udgave af musikken til den sørgende moder betegnes som den mest symfoniske af de forskellige musikalske udgaver. Selvom man som lytter overvældes af en stærk emotionel musikoplevelse ender værket dog i en optimistisk stemning, der vækker håb i sorgen.