Interview med Gitte Hougaard-Werner, formand for SSF

af: Casper Kalmar

Det dansk-tyske grænseland er et enestående eksempel på, hvordan mindretal og flertal kan leve side om side i gensidig respekt. Men det er ikke en selvfølge – det kræver opmærksomhed og vilje.

“Vi er nået fra et mod hinanden til et ved siden af hinanden, til nu et med og for hinanden. Men det er ikke noget, der bare er skabt og skal være en selvfølge,” siger Gitte Hougaard-Werner, formand for Sydslesvigs Forening. Hun understreger vigtigheden af at fastholde de venskabelige relationer mellem danskere og tyskere i grænselandet: “Selvom vi synes, det er en selvfølgelighed, at vi lever fredeligt ved siden af hinanden, så kan der meget, meget hurtigt skabes splid, hvis man ikke fastholder det gode venskabelige forhold og værner om det.”

Fra konflikt til samarbejde

Historien om grænselandet har været præget af krige og nationale spændinger. “Der var meget mod hinanden. Man bekrigede hinanden. Det var ikke naturligt, at man kom sammen omkring tingene. Man lavede ikke blandede ægteskaber. Man havde sine danske slagtere og sine tyske slagtere,” fortæller Hougaard-Werner.

Efter folkeafstemningen i 1920, der fastlagde den nuværende grænse, opstod to mindretal: et tysk mindretal i Danmark og et dansk mindretal i Tyskland. Men det betød ikke automatisk fred og forståelse. Først med København-Bonn-erklæringerne i 1955 blev der skabt et stabilt og tillidsbaseret grundlag for sameksistens.

“Vi er nødt til at skabe et tillidsbaseret og fremtidssikret forhold i grænselandet, for derigennem også at skabe gode forhold mellem Danmark og Tyskland,” forklarer Hougaard-Werner. De gensidige erklæringer sikrede, at mindretallene på begge sider af grænsen fik støtte og rettigheder.

“Det helt afgørende er, at myndighederne ikke må afprøve folks tilhørsforhold, hverken ved pas eller ved en sindelagsprøve. I det øjeblik, man som menneske siger, ‘jeg hører til mindretallet’, så er man accepteret,” siger hun. Grundprincippet er klart: “Dane ist, wer will – Deutsche ist, wer will.”

Kultur som identitetsbærer

Selvom erklæringerne har sikret mindretallenes rettigheder, er identitet ikke noget, der kommer af sig selv. “Unge mennesker, der lever her, får ikke bare dansk identitet ind med modermælken, for de lever i et samfund, hvor de er præget af det tyske. Vi er nødt til at skabe mødet med det danske,” siger Hougaard-Werner.

Hun peger på kultur som en afgørende faktor for at fastholde og styrke identiteten. “Vi skal gerne gøre det ud over skoletiden, ud over institutionstiden, men netop ved at vise ikke bare dansk kultur, som den var for 20 år siden, men også det moderne danske – det der rører sig lige nu i Danmark. Via teater, koncerter og musik kan vi transportere utrolig meget i forhold til samfundsforståelse og den virkelighed, vi lever i.”

De gensidige erklæringer fra 1955 er fortsat en hjørnesten i grænselandets fredelige sameksistens. “De sikrer, at vi kan leve så dansk et liv som overhovedet muligt i en tysk flertalsbefolkning – og omvendt for det tyske mindretal i Danmark,” siger Hougaard-Werner. “På den måde skaber erklæringerne en gensidig tillid til, at man passer på det mindretal, der er i landet, men også på sit eget mindretal på den anden side af grænsen.”

En model for resten af verden

Hougaard-Werner mener, at erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland har en vigtig lære for resten af verden: “Man kan være stolt af at være præcis den, man er, samtidig med at man sagtens kan være åben over for andre. Det gør os mangfoldige, det gør os åbne, det gør os frisindede, og det gør, at vi kan mødes på øjenhøjde med andre kulturer og sprog.”

Hun slutter med et budskab, der er særligt relevant i en verden præget af globalisering og nationale spændinger: “Vi vil de andre, men vi opgiver ikke os selv.”