Sønderjyllands Symfoniorkester

Jørgen Frederiksen

Obo | Træblæsere

Født: 1945

Uddannet hos:
Privat uddanet hos soloengelskhornist i Radiosymfoniorkestret Paul Tofte-Hansen. I årene 1980 – 1984 kurser ved solooboist i Chicago Symphony Orchestra Ray Still.

Hvorfor valgte du at blive musiker?
Oprindeligt ville jeg ikke være musiker, men studerede matematik og fysik på Københavns Universitet efter studentereksamen i 1963. Begyndte samtidigt at spille obo, men kun for sjov. Jeg kom hurtigt til at spille en masse i det københavnske amatørmusikliv, og musikken tog efterhånden helt over.

Da jeg havde spillet i tre år og otte måneder gik jeg – helt for sportens skyld – til konkurrence om solopladsen i Sønderjyllands Symfoniorkester. Og vandt til min store overraskelse – og vel nok også rædsel – solostillingen.

Tænkte, at det måtte så prøves – jeg kunne jo altid vende tilbage til fysikken, men fik måske ikke en sådan chance igen! Så siden oktober 1967 har jeg siddet på soloobopladsen her i orkestret. Rykker dog pga. 60-årsgrænsen til 2. solopladsen i 2005.

Hvad er din største oplevelse som musiker?
Ser jeg tilbage er nok opførelsen af Verdis requiem med Jan Lafham König og den unge Inga Nielsen, sopran, og Waltrauth Meyer, alt, den største oplevelse.

Men også at være solist i hhv. Mozarts obokoncert med Antonio Papano som dirigent og i Richard Strauss’ obokoncert med Matthias Aeschbacher som dirigent var to store oplevelser for mig.

Lidt om dig selv uden for koncertsalen:
Har i en årrække arbejdet med orkestrets organisatoriske arbejde, dels i bestyrelsen og i programudvalget – i sidstnævnte som formand fra 1990 – 1994.

Har i over 30 år undervist i flere af de store musikskoler – heraf over 25 år i Aabenraa Musikskole. Holder dog pause i disse år.

Har 4 børn, hvoraf 2 er ingeniører og 2 er violinister. Interesserer mig meget for fotografering.